Tandkødsbetændelse og Parodontose

Hvad er tandkødsbetændelse?

Tandkødsbetændelse er en kronisk betændelse i den del af tandkødet, der sidder nærmest tandkronen. Ved tandkødsbetændelse er fibrene og knoglen omkring tanden endnu ikke ødelagte.
Så hvis der kun er tale om tandkødsbetændelse, og sygdommen behandles, kan tandkødet igen blive sundt, uden at tandens fæste har lidt varig skade.

Hvordan behandles tandkødsbetændelse?

Hvis belægninger og tandsten på tænderne fjernes, og tænderne efterfølgende holdes rene, forsvinder tandkødsbetændelsen i løbet af få dage. Tandkødet bliver sundt igen.
Man kan imidlertid ikke selv fjerne tandsten. Det skal en tandlæge eller tandplejer gøre.
Nogle mennesker danner tandsten hurtigere end andre og skal derfor sørge for at få fjernet tandstenen oftere.

Hvad er parodontose?

Hvis tandkødsbetændelse ikke behandles, kan betændelsen sprede sig til de dybereliggende væv og medføre varigt tab af tandens rodhinde og opløsning af knoglen. Tandkødsbetændelse kan med andre ord udvikle sig til parodontose.
Ved parodentose er der sket en opløsning af rodhindefibrene og efterfølgende tab af knoglens højde.

Da tandkødet ved de parodontose ramte tænder som regel bliver siddende i nogenlunde samme niveau som det sunde tandkød, betyder tændernes tab af rodhinde, at den naturlige tandkødslomme (poche) mellem den enkelte tand og tandkødet bliver dybere.
Bakterier og tandsten kan derfor ved parodontose trænge endnu dybere ned under tandkødet langs tandroden og medføre yderligere tab af tandens rodhinde.
Fremskreden parodontose medfører, at tanden/tænderne bliver løse og ofte flytter sig i tandrækken. Hvor fremskreden sygdommen parodontose er, kan ses på røntgenbilleder.


Hvordan behandles paradentose?

Det vigtigste formål med behandling af parodontose er at standse sygdommen, så tænderne ikke mister mere fæste. Ellers kan det blive vanskeligt at bevare tænderne på lang sigt, hvis man har parodontose. Tandlægen eller tandplejeren foretager en tandrodsrensning, hvor tandsten og bakterier i tandkødslommen (pochen) fjernes, og rodoverfladerne afglattes.

I forbindelse med tandrodsrensningen instruerer tandlægen eller tandplejeren i, hvordan tænderne skal holdes rene, så parodontose ikke udvikler sig yderligere.
Tandrodsrensning er en vanskelig og ofte langvarig behandling mod paradentose. Hvis tandkødet er ømt, kan det være nødvendigt at tandlægen lokalbedøver dig.

Operation mod paradentose

  • Hvis tandkødslommerne er meget dybe, kan det for at stoppe yderligere udvikling af parodontose og dermed tændernes tab af fæste være nødvendigt at foretage en tandkødsoperation – også kaldet en parodontoseoperation.
    En tandkødsoperation – altså en operation mod parodontose – har tre formål:
  • At gøre tandkødslommerne mindre.
  • At skabe overblik over tandroden og give mulighed for grundigt at rense også vanskeligt tilgængelige dele af roden.
  • At give adgang til knoglen og eventuelt genopbygge tandens fæste, hvis det er muligt.
    En tandkødsoperation ved parodontose foretages altid under lokalbedøvelse.